Testosteronstruttende politikere giver den gas
Politikere var på pletten og krævede handling, da et ufærdigt studium for nylig – muligvis – påviste en sammenhæng mellem fire bestemte ukrudtsmidler og kræft hos børn. Problemet er, at når politikere rejser mistanke om, at noget er farligt, vil intet videnskabeligt studium nogensinde kunne bevise det modsatte.
Lad os starte med et billede. Forestil dig en retssal med en dommer i kappe og hvid paryk. Over for ham står en mand, anklaget for et eller andet farligt, fx mord.
Vores måske-morder er lidt uheldig. For dommeren er nemlig ret indskrænket. Den parykklædte herre kender faktisk kun til to mulige domme, hvoraf den ene selvfølgelig er skyldig. Den anden er hverken uskyldig, frikendt eller renset. Der er derimod tale om en ulden dom, et ’nok kan jeg ikke dømme dig lige nu, men vid, at vi holder øje med dig, for du er fortsat under mistanke.’
Dommeren i billedet her eksisterer i virkeligheden og har et navn: Videnskab.
Videnskaben kan som bekendt bruges til at påvise, at dette eller hint er farligt. Langt sværere har samme videnskab ved at frikende noget som helst for at være farligt. For en ikke-fare er der jo ikke, og man kan ikke påvise noget, som ikke er der.
Ukrudtsmidler og børnekræft
Et eksempel kan illustrere dommernes begrænsninger: For nylig udviste den danske miljø- og fødevareminister handlekraft og gjorde Folketinget og offentligheden opmærksom på et forskningsstudium, der – måske, måske ikke – vil påvise en sammenhæng mellem fire bestemte ukrudtsmidler og kræft hos børn. Budskabet fra Jakob Ellemann-Jensen (V) var klart: Det her kan være farligt, og vi holder et vågent øje med det.
Medierne var i sagens natur på pletten og kunne berette om mistanken: ’Sprøjtegift kan give kræft’, og ’Forskere fandt sammenhæng mellem leukæmi og marker’.
Den korte version af det konkrete studium er som følger. Amerikanske forskere regner sammen med danskere på danske tal. I Danmark har vi nemlig data om alt muligt – i denne sammenhæng fx hvor der er marker, hvad der dyrkes på dem, hvor meget pesticid, der må bruges, hvor meget der er solgt, hvor mennesker (herunder gravide) bor, og hvilke børn, der bliver syge. Studiet antydede, at der er forhøjet risiko for leukæmi hos børn, hvis de gravide mødre har boet tæt på en mark, hvor man må formode, at der er blevet sprøjtet.
Men det ovennævnte ’måske, måske ikke’ var der mildest talt brug for. For studiet var hverken helt eller halvt færdigt, da ministeren gik ud i offentligheden. Man var billedlig talt der, hvor man kan stå, når man kokkererer: Mørdejen hviler, æggemassen er klar, og porrerne er snittet, men endnu har vi ingen tærte.
En af de ledende amerikanske forskere, Mary Ward, havde umiddelbart før ministerens offentliggørelse et klart budskab til det danske ministerium, nemlig at vi er ikke færdige, vores tolkninger af resultaterne kan ændre sig, og det er for tidligt at informere Folketinget og offentligheden om det .
Eller som en af de danske bidragydere, Sjurdur F. Olsen fra Statens Serum Institut, gav udtryk for over for samme ministerium: »Resultatet er meget usikkert, for det første fordi der er betydelige usikkerhedsgrader ved at koble data om bopæl med formodede indkøb af pesticider, og for det andet fordi selve den matematiske model, der er anvendt, også indebærer nogle betydelige usikkerhedsgrader.«
Det samme sagde han i øvrigt meget kortere, idet han pegede på, at studiet alene er hypotesegenererende. Hvilket betyder, at vi måske har en idé om, hvordan tærten vil blive, selvom den endnu ikke er kommet i ovnen. Eller ’hold your horses’.
Testosteronstrategien
Til trods for forskernes »vi er ikke færdige og lad nu være« valgte ministeren altså at udstille den ubagte tærte.
Hvorfor? Et forsigtigt gæt er, at det hænger sammen med, at det ofte er særdeles rationelt for en politiker at råbe PAS PÅ! og FARLIGT! Uanset, om man reelt ikke ved noget som helst. Forklaringen er som følger.
Når man som politiker står over for et-eller-andet, der måske, måske ikke er farligt (pesticid, terror, cyberangreb – prop eventuelt din egen yndlingsfrygt ind her), kan man vælge et af to.
Første mulighed er at tage det roligt og vente, til vi virkelig ved noget. Det er en dum strategi. Vi kalder den kujonstrategien, for der er sjældent udsigt til gevinst. Uanset, hvor mange dage, der går fredeligt, kunne det farlige jo vise sig i morgen. Terrorangrebet kan komme, forskerne kan finde nye resultater, ukontrollerbart uvejr kan bryde løs.
Og hvis vores måske-farlige-et-eller-andet en dag viser sig rent faktisk at være farligt, så har politikeren først for alvor tabt. Her manede han til besindighed, og se nu bare der!
I det politiske liv er det meget mere sikkert at forfølge jeg-ved-ikke-meget-men-se-jeg-gør-noget-strategien. Eller som vi har valgt at kalde den – testosteronstrategien. Den går i al sin gribende enkelhed ud på at gøre ’noget’. Altså noget, der lugter af handlekraft. Gør man det, er det svært at tabe. Man har udvist rettidig omhu, og hvis det farlige udebliver, kan det jo netop hænge sammen med det noget, man gjorde. Viser det sig modsat, at det rent faktisk var farligt, så var politikeren jo forudseende, og der er nu basis for at gøre noget mere.
I forhold til studiet af pesticiderne havde vi netop en politiker, der gjorde noget. Hvis en enkelt læser skulle være ramt af forargelse over en minister, der stiller en ubagt tærte i udstillingsvinduet og tænder følgespotten, vil vi stille gøre opmærksom på, at han straks blev overtrumfet af andre politikere og miljøorganisationer.
»Når børn kan få kræft, hvis deres mødre under graviditeten har boet i nærheden af marker, der er blevet sprøjtet, så er det da helt hul i hovedet, at landmænd i morgen kan gå ud og fortsætte som om intet er hændt,« sagde Pernille Skipper (Enh.), mens en repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening sagde: »Mon ikke forskerne har gode, retvisende konklusioner, siden de går ud med det her.«
Eller som Christian Rabjerg Madsen (S) konkluderede: »Vi har behov for et straksforbud mod de stoffer, som undersøgelsen viser, kan forårsage kræft hos danske børn. Og det forbud bør gælde fra i dag og løbe, indtil vi har hele undersøgelsen færdig.«
Ergo: Ministerens ’noget’ var, mente de andre, ’for lidt’, nu krævede de ’noget mere’.
Fortsat mistænkt
Testosteronstruttende politik har konsekvenser.
En konsekvens er, at den kan bidrage til at skabe frygt. En anden, at masser af mennesker spilder tid på noget, der i bund og grund er ligegyldigt. Og en tredje er den, vi fokuserer på, nemlig at det mistænkte farlige aldrig vil kunne frifindes igen.
Lad os vende tilbage til de fire pesticider. Vi har endnu ikke har nævnt deres navne. Forklaringen er, at de for de fleste ikke-eksperter blot er ord, der er så mærkelige, at de kunne indgå i en alkoholtest.
Smag eventuelt selv på dem: pendimethalin, bromoxynil, ioxynil og fluoxypyr.
For nu lige at slå det fast: Vi aner absolut intet om disse pesticider, hvorfor vi heller intet ved om, hvorvidt de er farlige eller ej. Alligevel tør vi godt gætte på, hvad resultatet bliver, når forskernes ’hold your horses’ bliver skiftet ud med friskbagt tærte.
Der er to muligheder. Den ene er, at studiet i en eller anden grad dømmer et eller flere af disse stoffer skyldige. Den anden er, at studiet ikke konkret kan påvise en sammenhæng. Hvad studiet aldrig
kan, er at dømme dem uskyldige. Man kunne bare ikke som sådan se nogen sammenhæng. Videnskaben, den parykklædte dommer, er ude af stand til pure at frikende noget som helst.
At forskningen, eventuelt med testosteronstruttende politikeres hjælp, på den måde kan rejse en masse mistanker, men aldrig frikende noget, har store konsekvenser for debatten om det måske farlige, vi omgiver os med. Som bekendt har ganske mange ting gennem tiden været mistænkt for al mulig dårligdom. Vi nævner i flæng: salt, sukker, kaffe, fedt, kulhydrater, kød, mobiltelefoner, mikrobølgeovne, wifi, solskin og
vandhanevand.
Mistænkt, ja. Måske endda usundt eller farligt, hvis mængderne er store nok. Og intet af det er nogensinde blevet, eller vil nogensinde blive, frikendt.
Hvis du skulle tvivle, så tjek eventuelt nettet for den engelske udgave af ovenstående ord og kombinér med not proven safe.
Gengivelsen af Mary Wards ord og citatet fra Sjurdur F. Olsen er hentet fra ministeriets behandling af sagen, via aktindsigt.
Kronikken er bragt 5. oktober på b.dk.
Af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen