Det er gas – en farlig omgang gas!
Dramatiske historier om de alt for mange farlige radonfyldte danske enfamiliehuse fremstår pludselig mere fredeligt, når man graver i dokumentationen og tæller efter.
Budskabet fra myndigheder og andre gode kræfter er entydigt: Pas på radon. Du ved, den stille, usynlige gas, der siver op fra undergrunden og ind i vore huse i alt for store doser. Her bestråler den voksne og børn, så alt for mange dør af lungekræft.
Vi har netop udgivet en bog med masser af fortællinger om, hvordan alle mulige kræfter søger at få taletid via budskaber om, at vi lever i en meget, meget farlig verden.
Undervejs i vores research er vi stødt på kræft-gassen radon, og vi har måttet konstatere, at jo mere vi graver, desto større bliver vores undren. Vi kan ganske enkelt ikke få pengene til at passe. Vi er på ingen måde radoneksperter, men vi har frekventeret læger, eksperter og forskere. Og vi har læst en række af de videnskabelige studier, som synes at ligge bag radon-er-farligt-budskaberne.
Vores konklusion i den korte version er: De danske problemer med radon er mildest talt overskuelige. Hvis, altså, man undlader at ryge. Eller sagt lidt mere friskt: Hvis du spørger til radon, svarer vi med rygning. Men lad os folde historien ud.
Bergkrankheit
Radon i store doser over længere tid er noget skidt. Der er solid videnskabelig dokumentation for, at minearbejdere, især den rygende del af slagsen, har haft en massiv overdødelighed af det, der i Centraleuropa længe var kendt som Bergkrankheit. Den gådefulde bjergsygdom, der åd menneskers lunger, kender vi i dag som lungekræft.
I en mine er luften fyldt med al muligt snavs, herunder store mængder radon – et naturligt grundstof, der ligesom fx uran og radium flygter fra det evige liv via radioaktivt henfald. På ét afgørende punkt adskiller radon sig fra andre tunge elementer. De andre er nemlig faste, så de bliver, hvor de er (altså i jorden), hvis man undlader at flytte på dem. Men ikke radon, der ved normalt tryk og temperatur er en luftart. Så radon siver fx ind i en minegang eller et velisoleret hus, hvor det kan ophobe sig. Eller ud i det fri.
Og hvor stort et problem er radon så i danske boliger? Faktisk ret voldsomt, må man forstå. I hvert fald stort nok til, at radon spiller en rolle ved hushandler, og til at offentlige myndigheder sender ildevarslende og advarende breve til borgerne, understøttet af den utvivlsomt velmenende pengetank, Realdania. Og stort nok til, at medier fra tid til anden fx kan berette om, at hvert fjerde hus er livsfarligt og at flere dør af radon end i trafikken og om den usynlige dræber og at kældre er kræftfælder. Og så videre. I sandhed farligt, ikke? En sag, som ansvarlige forældre til hver en tid må sikre, at de ikke udsætter deres sovende datter eller andre sagesløse børn for.
Lavere grænse, mere farligt
Hvis man skal forstå, hvordan denne fare er vokset og vokset gennem tiden, må man rundt om historien. Først dog det tekniske: Radioaktivitets farlighed afhænger af mængden, altså tætheden af henfald. Måleenheden hedder becquerel pr. kubikmeter – Bq/m3, hvilket du mentalt kan sætte bag de tal, der følger nedenfor. Tælleriet er simpelt og lineært: Højere tal = mere henfald = større sundhedsskade.
Og så det historiske: For bare få årtier siden var der ingen, der talte om radon. Men i 1995 indførte danske byggemyndigheder krav om højest 200 Bq/m3 i nye bygninger og samme anbefaling for eksisterende. Og man konstaterede senere ved en landsdækkende kortlægning, at omkring fem procent af alle enfamiliehuse lå over det niveau. Bemærk eventuelt, at de fem procent efterlader en rest på 95 procent. Altså: Langt, langt de fleste boliger lå dengang under grænsen for prædikatet FARLIGT.
Men det ændrede sig. I 2009 anbefalede verdenssundhedsorganisationen, WHO, en indendørs grænse på mellem 100 og 300. At WHO landede i et interval, er der en forklaring på. Visse lande – fx Schweiz, Tjekkiet og Sverige – har en klippegrund, som gør det mere end svært at nå samme niveau som os andre, der i forhold til radon er heldigere stillet.
Og ja da, Danmark er et af de mere radon-heldige lande. Man kunne jo argumentere for, at det daværende danske niveau på 200 lå fint i forhold til WHO, men da man her til lands sagtens kan ramme niveauet på 100 i nye bygninger, hvorfor så ikke stille det som krav? Det skete året efter, i 2010. Vi gætter på, at indførelsen af 100 Bq/m3 skete i den bedste mening – færrest mulige skadelige stråler til folket.
Men hov, ændringen førte jo også til noget andet. Nok havde det skadelige radonniveau ikke ændret sig. Men når grænseværdien flyttes nedad, stiger antallet af hjem, der får stemplet FARLIGT.
Hvad der hidtil havde været et marginalt problem (fem procent), har derfor siden 2010 været en mere bred sag – omkring hvert fjerde enfamiliehus er nu at regne for farligt. Hvert fjerde! Gys. Hvis hvert fjerde hus er farligt, har man så ikke et egentligt folkesundhedsproblem? Og med et så stort problem er der rigelig basis for, at diverse aktører – medier, myndigheder, private firmaer, organisationer og politikere – hver for sig og sammen bidrager til at sprede både frygt og bekymring samt foreslå mulige løsninger.
Rygning eller radon
Spørgsmålet er naturligvis, hvor stort et folkesundhedsproblem, der i virkeligheden er tale om. Lad os se på dokumentationen, og ja, det er nu, vi begynder at svare med rygning, hvis du spørger om radon. Følgende regnestykker er vores, baseret på oplysninger fra Sundhedsstyrelsen.
Forestil dig, at vi tager 100 rygende unge mennesker. Vi sikrer os, at de, år efter år efter år, bliver ved med at pulse, lige til de – mange årtier senere – runder deres 75-års fødselsdag. Nogle af dem når ikke så langt. De dør. I gennemsnit når ti af dem at dø af lungekræft. Forklaringen er velkendt: Rygere har stærkt forøget risiko for lungekræft.
For rygere er radon i øvrigt farligt. Hvis rygerne udsættes for en livslang radonpåvirkning på det dobbelte af den danske grænseværdi, vil det ikke være ti, men omkring tolv, der når at få lungekræft, inden de runder deres 75-års fødselsdag.
Nu tager vi rygning ud af historien, og fokuserer på 100 ikke-rygende unge mennesker. I stedet for rygning udsætter vi dem for livslang bestråling med radon, og ser, hvordan det går dem. Hvis ikke-rygerne hele livet bor med radonhenfald på det dobbelte af den danske grænseværdi, altså 200, dør nul af dem. Dobler vi op endnu en gang, dør nul af dem. Og gør vi det igen igen, så vi nu er oppe på 800, dør nul af dem. Først ved en livslang bestråling på omkring 1.000 – altså det ti-dobbelte af den danske grænseværdi – har henfaldene skabt nok ravage til, at i gennemsnit én hel person af de 100 når at dø af lungekræft inden sin 75-års fødselsdag.
De 1.000 Bq/m3 er et niveau, der i øvrigt blev målt i nul (altså 0!) danske boliger ved ovennævnte kortlægning. Gennemsnittet for enfamiliehuse ligger på 77, mens der er tale om 18 i flerfamiliehuse (fx lejligheder). Hvis Danmark i stedet for den laveste WHO-anbefalede grænseværdi (100) havde valgt den højeste (300), ville 98-99 procent af enfamiliehusene have et radonniveau, der var lavere end grænsen, altså ikke-farligt.
Vi kan ikke afvise, at den danske radonindsats vil redde én eller ganske få ikke-rygere fra lungekræft. Vi har spurgt Sundhedsstyrelsen og venter fortsat på svar. Men vi ved, at prisen for radonindsatsen er, at man opskræmmer tusindvis af danskere. Og vi stiller spørgsmålet, om nogen har tænkt på – eller måske endda regnet på – den negative sundhedsmæssige eller velfærdsmæssige værdi af, at man skaber denne frygt? Vi gætter kækt på et nej, og hører gerne fra dem, der kan modsige os med regnestykkerne.
I øvrigt: Hvad mon en mangeårig lungekræftekspert, der arbejder på en relativt radonbefængt dansk klippeø i Østersøen, mener om radonfarerne omkring ham? Vi har spurgt overlæge Anders Mellemgaard, Bornholms Hospital, om radon og sjovt nok svarer han med rygning: »Brug nu kræfterne på det, der virkelig tæller. Det er altså cigaretrygning, der giver lungekræft.«
Læs kronikken på b.dk.
Af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen