Når nyheder kører i grøften – og du er med på turen
Hvis du tror, at fake news er den primære spreder af halve sandheder, misforståelser og fejl, så tro om igen. Problemet ligger et andet sted: almindelig nyhedsformidling i hæderkronede medier, som konstant kører vores verdensopfattelse af sporet. Det viser sig, hvis man husker på, hvor meget i verden, der former sig som – en napoleonshat.
Lad os starte med en påstand, der samtidig er udgangspunktet for en quiz. Vi påstår, at følgende seks nyhedshistorier har to ting til fælles. Quizzen er at gætte, hvad det er, der binder dem sammen.
De seks historier er:
1. 17-årige Anja (Leighton) vil sætte stopper for puttemiddage.
2. Flere forældre flytter sammen med deres voksne børn.
3. 157 mennesker dræbt i flystyrt over Etiopien.
4. Dødstal efter orkan kan stige til over 1.000 (i Mozambique).
5. Terrorangreb mod moskeer i New Zealand
6. Ny undersøgelse: Ikke-vestlige mænd halter efter ligestillingen.
Og hvad er det så for to ting, der er fælles for disse seks, i øvrigt meget forskellige, historier?
Det første er, at de alle er sande. Det er ikke fake news, falske historier, fantasifostre opfundet med et eller andet formål. De handler om noget, der sker eller er sket i verden.
En napoleonshat set fra siden
Hvis du er på det rene med normalfordelingen, så spring eventuelt videre til næste afsnit. Hvis ikke: Vi er nok en del, der stødte på den første af den slags i folkeskolen.
Måske vi dengang blev bedt om at måle vore klassekammeraters højde og plotte resultatet ind i et diagram – højde udad og antal opad. Gjorde man det (og havde man klassekammerater nok), ville man se et nydeligt klokkeforløb: Ganske få var helt lave, flest ramte middelhøjden, hvorefter kurven aftog igen. Elevernes højde var, og er, normalfordelt.
Det samme gælder deres lommepenge: De færreste får kun lommeuld, lige så få bades i diamanter – rigtig mange får nogle hundrede kroner om måneden.
Spørg børnenes forældre om, hvor mange kærester de har kendt. Mindst én, ved vi, men der er nok ret mange, som kan sætte tjek ved en tre-syv stykker, mens de færreste vel runder de tyve. Vi kunne blive ved: Ugentligt alkoholindtag i genstande, motionspas på en måned, antal udlandsferier, lægebesøg eller nye job det seneste årti. Igen og igen det samme: Få i enderne, mange i midten – som en napoleonshat set fra siden.
Nipper i chokoladekanten
Alt muligt i verden fordeler sig som en napoleonshat set fra siden med rigtig mange i midten (marcipanpuklen), og ganske få i ekstremerne (chokoladekanterne).
Hvilket bringer os tilbage til det fælles ved de seks historier ovenfor. De handler alle om chokoladekanter på napoleonshatte, hvor marcipanpuklen (det helt almindelige) er gemt og glemt. Rigtig, rigtig meget nyhedsjournalistik handler om eksempler, cases, på det ualmindelige, på afvigelser, på undtagelser, på overraskelser, på det, der stikker ud.
Eksempler er der rigeligt af. Fx historien fra efteråret 2018, om 17-årige Anja og puttemiddagene. Altså den med nystartede gymnasiepiger, der blev udvalgt til at møde frem til herremiddage og foretage sig ting, som mange vil mene er seksuelt grænseoverskridende.
Sagen blev massivt dækket. Da støvet havde lagt sig, var puttemiddage forbundet med især to, men måske op til 12 gymnasier, alle hørende til i omegnen af, hvor Rytteriets snobber, Fritz og Poul, drikker deres mousserende vin. Med omkring 200 udbydere af gymnasiale uddannelse på landsplan vedrører historien altså mellem én og seks procent.
Puttemiddage ser ud til at være en chokoladekant, en lokal afvigelse fra normen. Stod det klart for alle undervejs? Vi gætter på, at enkelte læsere (ligesom vi) har skullet lægge øre til samtaler om et generelt moralsk skred i den almindelige ungdoms seksualkultur.
Igen: Det er ikke fake news – historien nipper i chokoladekanten og siger: Se! Pigerne og middagene er der, historien er sand. Men samtidig bemærker vi marcipanpuklen – langt, langt over 90 pct. af landets ungdomsuddannelser, hvorfra vi ikke har set lignende beretninger.
Det nye Sort
Det er langtfra altid tydeligt, hvor lille en krumme, der egentlig er tale om. Det gælder fx den aldeles harmløse hyggesag om, at mange forældre flytter sammen med deres voksne børn og deres børn igen – hvor tre generationer bor under samme tag.
Den beretning dukker op med en vis regelmæssighed, ca. hvert andet år synes den at være genmodnet. Senest kunne DR i starten af marts i år berette, at antallet, der bor sådan, er steget med 29 pct. på bare ti år. Hillemænd – hele 29 pct.?!? Måske det at bo sammen med bedsteforældre er Det nye Sort?
Svaret er nej, ikke helt Det nye Sort. I alt er der knap 10.000 af den slags tre-generations-husstande. I et land, som rummer 2,7 millioner andre boliger. I løbet af et tiår er andelen, der bor sådan, steget fra ca. 0,3 pct. til – ja, ca. 0,3 pct. Vi kunne vise stigningen, hvis vi anstrengte os med flere decimaler, men vi undlader.
Så hvad har vi? Det er ikke fake news. Familierne er der, historien er sand. Krummen eksisterer. Den er sikkert relevant for et eller andet. På den anden side er det vel begrænset, hvad den fortæller af væsentligt om de 99,7 pct., der udgør marcipanpuklen.
Mon ikke de fleste læsere har gættet, hvad det var for en del af napoleonshatten, medierne fokuserede på her? Chokoladekanter, naturligvis.
Indvandrere og ligestilling
Det var heller ikke fake news da vi for nylig fik beskrevet en ny undersøgelse fra ligestillingsministeren om indvandreres holdninger til – ja, ligestilling og den slags.
Mange læsere husker nok, at det var noget med nogle foruroligende holdninger fx til homoseksualitet, sex før ægteskabet, og voldtægt. Som Politiken skrev: Kvinder er selv skyld i overgreb, hvis de går udfordrende klædt: Svar fra indvandrere i undersøgelse om ligestilling bekymrer minister.
Når mennesker svarer på, hvad de mener om dette og hint, fordeler deres svar sig i – tja, en napoleonshat. Mon ikke de fleste læsere har gættet, hvad det var for den del af napoleonshatten, medierne fokuserede på her? Chokoladekanten, naturligvis, nemlig det mindretal blandt indvandrerne, der mener noget andet end de fleste af os andre.
Hvad mon man finder i undersøgelsen, hvis man selv kigger efter? Man finder indvandrer-marcipanpukler, der til forveksling ligner puklerne for resten af befolkningen.
Fx: Kan kvinder være lige så gode ledere som mænd? Ja da, mener langt, langt de fleste – blandt indvandrere og resten.
Og: Har kvinder ret til at sige nej til sex med deres mænd? Ja, de har, mener langt, langt de fleste – blandt indvandrere og resten.
Og: Bør kønnene have samme ret til at blive skilt og bør de være lige, når det kommer til hjemlige pligter som vasketøj, rengøring, madlavning og indkøb? Ja, mener langt, langt de fleste.
Vi gætter på, at du kan have hørt om undersøgelsen uden at være stødt på disse kedelige, almindelige – og overlappende – marcipanpukler.
Af sporet
Det er svært at have noget imod, at undtagelserne, afvigelserne, krummerne fra chokoladekanterne får stemme og bliver belyst. Problemet er, hvis vi lader os overbevise om, at disse krummer fortæller os noget som helst relevant om marcipanpuklerne. Altså, at vi tror, at nyheder fortæller meget om, hvad der er almindeligt i den verden, vi lever i.
Det sker sjældent, hvilket er en helt central forklaring på, at vi roligt kan regne med, at almindelig nyhedsformidling i hæderkronede medier konstant vil bidrage til at køre vores verdensopfattelse af sporet.
Ja da, fly forulykker, vejr dræber, krig lemlæster og mennesker dør på grund af terrorister eller andre forbryderiske tåber. Det er både trist og forfærdeligt.
Men alt sammen er det krummer fra den yderste del af chokoladekanten. Undtagelser i den verden, med marcipanpukler, der – grundet de er udramatiske og almindelige – aldrig finder vej til medierne.
Skrevet af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen
Kronikken er bragt den 30. marts 2019 i b.dk