Et simpelt væddemål afslørede, at 70ernes store dystopi ikke havde hold i virkeligheden
Gårsdagens spåmænd og dommedagsprofeter indrømmer stort set aldrig, når deres fremtidsvisioner viser sig at være plat forkerte. Men en af 1970ernes største lod sig lokke til at sætte tal på sin forudsigelse, hvilket han utvivlsomt bitterligt har fortrudt.
Klicheen om, at det er svært at spå – især om fremtiden – er noget værre sludder. Det er nemt at spå. Det svære er at få ret i sine forudsigelser.
For nylig luftede danske forskere, bl.a. professor Eigil Kaas, Københavns Universitet, det synspunkt, at fødselsbegrænsning i udvalgte lande burde overvejes. Fordi det ellers »går helt galt« med overbefolkningen til ubodelig skade for klodens klima.
Det kan være, at de har ret. Altså ret i, at ulven kommer – denne gang. Men det budskab skriver sig ind i en meget lang historie af forskere og andre, der har råbt, at det altså er nu, at ulven virkelig kommer.
En af fortidens helt store profeter er den karismatiske amerikanske biologiprofessor Paul Ehrlich. Han er værd at huske af to årsager. Dels har hans tankegang sat sig varige spor, dels lod han sig lokke til at sætte tal på sine forudsigelser. Det skulle han nok aldrig have gjort.
Alt ophører
Vi skal tilbage til 1970erne. Det var årtiet, hvor Vesten lærte, at olien kunne blive knap. Den såkaldte Romklub udgav rapporten »Grænser for vækst« og USAs præsident, Jimmy Carter, krævede radiatorerne i Det Hvide Hus holdt på vågeblus, og talte til nationen om en energikrise så voldsom, at det svarede til en krig.
Budskabet var til at forstå: Snart har vi opbrugt alt. ALT! Snart er det slut med energi, mad, råstoffer – hvad som helst. Fordi vi formerer os for meget. Vi har levet over evne. Vi har udpint kloden.
Mens især Romklubben her i Europa stod for den type budskaber, havde USA en miljøpolitisk rockstjerne – nemlig den førnævnte Paul Ehrlich, der fx i bøger, artikler, fjernsynsoptrædender og senatshøringer lovede snarlig undergang.
Begyndende med bogen The Population Bomb (1968) garanterede han år efter år, at den demografiske katastrofe var en realitet. Argumentet var, at klodens dengang flere end tre milliarder mennesker, lå langt over det bæredygtige niveau.
Drastiske indgreb var derfor, forsikrede Ehrlich, helt afgørende. Han forslog streng fødselskontrol, og flirtede med tanken om at gøre mennesker infertile via drikkevandet, eller at gennemføre tvungen massesterilisering. Ellers – slut med ressourcer, knaphed på alt, hungersnød og hurtig massedød.
Kæmpeidiot
Ehrlichs udsagn var spektakulære, og guf for medier og fans.
Det var dog ikke alle, der var lige begejstret. Blandt skeptikerne fandtes en noget farveløs økonomiprofessor, Julian Simon, som ikke lagde skjul på, at han opfattede Ehrlich som en demagogisk kæmpeidiot.
Netop budskabet om »knaphed på alt« tog Simon fat i. For når noget bliver knapt, stiger prisen. Derfor tilbød han Ehrlich et væddemål: Vælg frit fem råstoffer og lad os lege, at vi køber for 200 dollar af hver, 1.000 dollar i alt. Derefter venter vi ti år og tjekker prisen. Er den lavere, har jeg vundet, og du betaler mig prisforskellen. Er den derimod højere, betaler jeg.
Ehrlich gengældte fuldt ud Simons følelser – han betragtede sin modpart som et afsporet, hjerneløst fjols. Væddemålet tog han, da han var overbevist om sejr. Han udvalgte fem råstoffer – nikkel, kobber, krom, tin og tungsten – alle massivt udsat for minedrift.
Væddemålet blev indgået i september 1980, og ti år senere stod det klart, at Ehrlich havde tabt. Stort. Priserne var faldet til under det halve, hvorfor biologiprofessoren måtte skrive en check på 576 dollars.
Den er flad
Han kunne også have vundet. Om priserne lige går op eller ned i løbet af en ti-års-periode afhænger af alt muligt. Hvad der til gengæld synes meget mindre tilfældigt er, hvad der sker på lang sigt.
Figuren her viser prisudviklingen på fire metaller (hvoraf de to er de samme som dem, Ehrlich valgte) – ikke gennem ti år, men gennem 200. Nogen har kigget på gamle børsudskrifter, har taget højde for inflationen, og registreret priserne. Tallet 1 står for en-eller-anden pris, 2 står for det dobbelte, og 0,5 for det halve.
Så hvad ser vi? Tja, priserne bevæger sig op og ned, men på lang sigt sker der ikke noget. Vi spotter ingen knaphed med dertilhørende prisstigninger. Kurven er flad.
Hvilket er forventeligt, for når en ressource bliver knap, og stiger i pris, så finder vi nye måder at udvinde den på, nye måder at bruge den på, eller vi opfinder noget, som gør ressourcen mindre nødvendig.
Mon Ehrlich i øvrigt har indrømmet, at denne eller andre af hans spådomme var forkerte? Aldrig! Checken blev sendt uden ledsagende ord, og han har siden forklaret, at det hele jo bare var én stor misforståelse.
Skrevet af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen
Kronikken er bragt den 27. maj 2019 i b.dk