Plasticsuppe, syge danskere og skovknusere: Organisationer kan risikofrit overdrive deres budskaber
Hvem tjekker om sundheds-, miljø- og alle mulige andre organisationer taler sandt, når de fortæller os om alt det forfærdelige og farlige og om en verden, der er af lave? Ofte ingen – så de slipper af sted med lidt af hvert.
Har du tænkt over, hvor ofte det sker, at organisationer påstår hvad som helst om det farlige og forfærdelige, uden at nogen kigger efter, om det er sandt, og om de har hold i billetterne? Vores erfaring er, at de stort set aldrig bliver tjekket, hvilket betyder, at de aldeles risikofrit kan udslynge påstande, som passer til netop deres agenda.
Lad os se et par eksempler, og begynde med en artikel i Politiken, hvor man i efteråret 2018 kunne læse den i sandhed skræmmende overskrift Verdensnaturfonden i ny rapport: Middelhavet er én stor plasticsuppe. Ganske skræmmende budskab, ikke?
Der kan næppe herske to meninger om, at plastic i verdenshavene er noget skidt og at al plastic – mikroplast, vandflasker, dumpet fiskeudstyr og så videre – burde være opfanget andre steder. Men at Middelhavet decideret er én stor plasticsuppe lyder som en forfærdelig synd, som indtil da helt havde forbigået vores opmærksomhed. Begge har vi for nylig betragtet Middelhavet fra for eksempel Barcelona, Sicilien og Nice, hvor vandet sådan set overalt forekommer at være ret fint og blåt.
Så hvor dælen er suppen, vi overså? Ordet suppe dækker, som bekendt, over en del meget forskellige middagsretter. Så hvad skal man egentlig forestille sig? Er der for eksempel tale om et pløre, der minder om en grovblendet omgang jordskokker og kartofler? Er vi mere ovre i en klar minestrone med uens skårne grøntsager? Måske taler vi nærmere om en pebersuppe – skændigt gennemsigtig og smagløs, grundet en sygeligt nærig kok.
Det har vi spurgt Verdensnaturfonden om, og svaret er, at det er blevet målt, hvad der ligger i overfladen og på bunden, men at der mangler viden om, hvad der ligger midt imellem i vandsøjlen. På overfladen er der målt 1,25 millioner plasticpartikler pr. kvadratkilometer. Næsten alle (96 pct.) er i mikrostørrelsen, altså som et lille sandkorn eller mindre. Da der går en million kvadratmeter på en kvadratkilometer, har vi altså lidt over ét plastickorn pr. kvadratmeter. På bunden ligger kornene mere spredt – svarende til, at der er ét korn i en gennemsnitlig dansk bolig. Altså: Et stykke mikroplast på størrelse med et sandkorn pr. 100 kvadratmeter. Midt imellem – i vandsøjlen – mangler vi, som nævnt, målinger.
Om man synes, at de tal dokumenterer én stor plasticsuppe, er selvfølgelig en smagssag. Vi konstaterer alene, at begrebet – suppe – er relativt bøjeligt. Og at Verdensnaturfonden, hvis den har lyst til at bruge store (og sikkert for nogen skræmmende) ord, kan den gøre det. Helt risikofrit.
Vi er syyyyyge
Vi klipper og retter fokus mod noget helt andet. Nemlig den danske befolkning. Danskerne er dødssyge. Og nej, vi mener ikke røvsyge – de fleste af dem, vi kender, er faktisk meget søde. Vi mener syge, som i: vi har det rigtig skidt, vi er dårlige, er befængt med den ene eller anden lidelse.
At det forholder sig sådan, er ikke noget vi tror, mener eller synes. Nej, vi har såmænd bare lagt tal sammen. Vi har tjekket hjemmesiderne hos diverse patientorganisationer – Kræftens Bekæmpelse, Gigtforeningen, Hjerteforeningen og så videre. Undervejs har vi skrevet ned, hvor mange, der angiveligt led af denne eller hin sygdom. Og så har vi lagt tallene sammen. Vi stoppede med at tælle, da vi havde rundet de 25 største patientorganisationer.
Har du et gæt på, hvor mange vi nåede op på? Mon hver fjerde dansker er ramt af sygdom? Eller hver anden? Eller måske os alle? Niks. Forkert. Vi er faktisk, skal man tro patientorganisationerne, godt ni millioner syge i Danmark.
Nu er ni millioner faktisk en hel del i en befolkning, der tæller 5,7 millioner hvoraf godt en million er børn. Hvis vi regner med, at de fleste børn er sunde og raske, så giver det – i gennemsnit – knap to diagnoser pr. voksen. Hvis du, vores læser, er en af dem, der ikke rigtig fejler noget, så må en anden have fire diagnoser. Kender du derudover andre, der også er sunde og raske, så må der være andre igen, som fejler helt vildt mange ting på én gang.
Der er selvfølgelig også en anden mulighed. Nemlig den, at nogle af organisationerne på det voldsomste overdriver, hvor syge vi danskere egentlig er. At de overdriver, hvor mange de repræsenterer og kæmper for. Hvis patientorganisationerne har lyst til at bruge skræmmende store tal, kan de gøre det. Helt risikofrit.
Vi har ytringsfrihed
Vi klipper igen. Og bevæger os over Atlanten til Canada, et land der kun slås af Rusland, når det kommer til antallet af kvadratkilometer skov.
Canada har samlet set træer på et areal, der svarer til 100 gange Danmarks størrelse. Men skoven er stærkt nødlidende. Det siger i hvert fald miljøorganisationen Greenpeace, der i årevis har rettet anklager mod et bestemt firma, nemlig Resolute Forest Products, et kæmpeforetagende, der med 40 fabrikker i flere lande producerer brædder, toiletpapir og en lang række andre varer, som sælges til flere end 70 lande.
Firmaet fælder, siger Greenpeace, skov i strid med loven, udrydder truede dyrearter, smadrer truet skov, sender det nordamerikanske rensdyr, karibuen, ud i en dødsspiral, fattiggør de indfødte samfund og forringer skovens mulighed for at afbøde klimaforandringer. Eller når Greenpeace skal sige det kort: Resolute – The Forest Destroyer, skovknuseren.
Alt sammen decideret løgn, har Resolute svaret, mens firmaet peger på sig selv som fanebæreren, når det kom til spørgsmål om miljø, klima, social ansvarlighed, bæredygtig drift, genplantning og samarbejde med miljøorganisationer, lokale myndigheder og oprindelige folk.
Om firmaets postulater holder, aner vi ikke, men vi ved, at firmaet er blevet træt – rigtig træt – af Greenpeaces påstande. Så træt, at organisationen i 2016 blev sagsøgt for omkring to milliarder kroner, eller omtrent hvad Greenpeace omsætter for på et år.
Det interessante er ikke, hvem der har ret – om skoven er truet eller ej – men den strategi Greenpeace har valgt som sit forsvar.
Altså: Hvilke argumenter bruger Greenpeace i en retssal, når den skal forsvare egne påstande gennem årtier? En mulighed ville jo være at fremlægge dokumentation. Altså fakta, der dokumenterer eller sandsynliggør, at Resolute ødelægger skoven, sender rensdyr ud i en dødsspiral, truer andre dyrearter og så videre. Man kunne søge at slå modstanderen med viden og fakta.
Det er ikke den vej, Greenpeace har valgt at gå. Af dokumenter fra retten fremgår, at organisationen mener, at den har ret til at give udtryk for sine holdninger, og at man ikke kan kræve, at den dokumenterer noget som helst.
Eller med ordene fra Greenpeaces advokater: »[Greenpeace] bruger ofte kraftfuldt sprog i sin argumentation. De holder sig hverken til bogstavelighed eller videnskabelig præcision, men bruger ofte ord på en løs, billedskabende måde for at udtrykke stærk uenighed med og angribe deres intellektuelle modstandere gennem retorisk overdrivelse og kraftfulde tilnavne.«
Og videre: »Forest Destroyer-udtalelsen kan ikke bevises sand eller falsk, da det bare er en holdning.«
Og: »[Greenpeaces udtalelser] er uden tvivl ikke-verificerbare tilkendegivelser af subjektive meninger, og der er højst tale om ikke-ansvarspådragende retorisk overdrivelse.«
Kort sagt: Vi har ret til at mene, hvad vi vil – vi har ytringsfrihed.
Det er naturligvis halsløs gerning at gætte på, hvilken dom, der fældes i en sådan retssag. Alligevel vover vi pelsen (og håber på forståelse, hvis vi tager fejl): Mon ikke Greenpeace får ret i, at ytringsfriheden står over så meget andet. Vi lever heldigvis i en del af verden, hvor man kan slippe af sted med at sige meget. Ofte kan man sige hvad som helst helt risikofrit. Fordi organisationer yderst sjældent bliver kigget efter i kortene, og fordi man har ytringsfrihed til at mene og sige lidt af hvert.
Kronikken er bragt den 2. feb 2019 i b.dk
Skrevet af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen