Skadeligt forsigtighedsprincip: Advarsel mod ufarlig mobilstråling
Intet tyder på, at stråling fra mobiltelefoner er farlig – overhovedet, siger Sundhedsstyrelsen. Samme styrelse anbefaler alligevel, at du passer på og tage dine forholdsregler. Forklaring: Forsigtighedsprincippet.
Lad os begynde med to simple stykker information. Hver for sig måske lidt kedelige – men se, hvad der sker, når de får lov at spille sammen.
Det ene er: Den danske Sundhedsstyrelse er (i lighed med myndigheder fra alle mulige andre lande) ganske klare i mælet, når talen falder på, om stråler fra mobiltelefoner er farlige: Det er der intet, som tyder på.
Og det andet: Samme Sundhedsstyrelse anbefaler alligevel, at vi beskytter os bedst muligt mod strålerne. For eksempel ved at vi har korte samtaler, bruger et headset og helst vælger SMS frem for telefonsnak.
Budskabet på styrelsens hjemmeside er kort sagt: Alverdens studier – fra for eksempel svenske Strälsikkerhedsmyndigheden og European Scientic Commission – af mobilstråler viser Ingen sundhedsskade. Så derfor – pas på mobiltelefoner!
Hvor selvmodsigende de to budskaber end er, forklarer myndigheden, at advarslen er velment. Den bunder i forsigtighedsprincippet.
Forsigtig nu
Forsigtighedsprincippet handler om, at der kan være behov for at handle, også når dokumentationen er yderst tyndbenet. Gennem årtier er den blevet anvendt inden for lovgivning om netop miljø og sundhed.
I nogle sammenhænge forekommer det at være en rigtig god idé. Det er nemt at finde eksempler på situationer, hvor princippet har fungeret fint.
For eksempel bør man nok holde igen med insektgiften DDT, når man finder den i pingviner på Antarktis og sæler på Arktis (ganske langt fra de dele af verden, hvor det giver mening at sprøjte med DDT). Eller hvad med ozonlaget, der beskytter os imod de stærkt skadelige UVB-stråler fra solen? Når der påvises et stadigt større hul i ozonlaget, og det kan kobles med menneskers brug af såkaldte CFC-gasser, er det ret nemt at argumentere for, at vi – hurtigt – må droppe disse gasser og i stedet finde erstatninger.
I forhold til mobiltelefoner er argumentet hos Sundhedsstyrelsen, at det kan være, at der – engang i fremtiden – viser sig noget, vi ikke kan se i dag. For eksempel en eller anden skade, som opstår efter mange årtiers brug. Så selvom intet nu peger på, at det er farligt, så kan det heller ikke udelukkes, at vi med årene vil se noget andet. Altså forsigtighedsprincippet.
Princippet som argument har desværre en bagside. Balladen er, at der rodes rundt i, hvem der har hvilken bevisbyrde, hvilket lynhurtigt kan bevæge en debat om det farlige væk fra, hvad vi ved (videnskab), og hen mod, hvad nogen mener, synes eller frygter (tro).
Forsigtighedens bagside
Normalt er vi vant til, at den, der udtaler sig, i et eller andet omfang skal kunne bevise, at han har ret.
Hvis Amnesty International påstår, at man i Timbuktu krænker menneskerettighederne, er det forventeligt, at organisationen samtidig underbygger påstanden med dokumentation. For eksempel i form af en rapport om Timbuktu, hvori diverse mennesker – politiske fanger, demokratiforkæmpere, læger, advokater og så videre – fortæller, hvad de ser og har oplevet. Altså: Amnesty International forventes at dokumentere.
Det forholder sig ikke helt på samme måde på den arena, hvor forsigtighedsprincippet råder. Problemet er ret nemt at se, hvis vi et øjeblik flytter bane og bevæger os tilbage til 11. september 2001 og USAs reaktion i forlængelse af terrorangrebet.
Præsident George W. Bush argumenterede, som mange vil huske, for at angribe Irak. Han vidste ikke med sikkerhed, hvilken rolle landets diktator, Saddam Hussein, spillede for den internationale terrorisme. Der var heller ingen håndfaste beviser for, at diktatoren havde store lagre af masseødelæggelsesvåben, med hvilke han ville kunne tanke terroristerne op med noget grumt. Men hvad nu hvis?
»Hvis vi venter, indtil truslerne er helt synlige, så har vi ventet for længe (…) Jeg tror, det er afgørende, at vi, når vi ser farer, håndterer dem, før de bliver overhængende,« sagde Bush. (Citeret fra »Laws of Fear: Beyond the Precautionary Principle«, af Cass Sunstein.)
Forsigtighedsprincippet for fuld udblæsning. Argumentet er, at det godt kan være, at vi lige nu ikke ved ret meget, men at vi skal passe på med at kræve for meget viden, før vi handler. Det tager tid at skabe sig viden. Og måske er det netop tid, vi mangler. Derfor kan der være behov for at handle, selvom vi reelt ikke ved noget. Vi skal handle, fordi vi føler os overbevist om antydningen af et-eller-andet. Ergo: Ud med viden og videnskab, ind med tro og overbevisning. Og som vi alle ved – USA handlede, og dokumentationen udeblev.
Gætværk
Uden sammenligning i øvrigt, handler også Sundhedsstyrelsen (de advarer) i forhold til stråler fra mobiltelefoner på baggrund af en viden, der (ifølge Sundhedsstyrelsen selv) ikke eksisterer. Om den engang kommer til at eksistere, er i dag gætværk.
Hvis mobiltelefoner ikke er farlige, hvorfor advarer Sundhedsstyrelsen så? Når nu styrelsen advarer, er der nok en grund til det, ikke? Mon forskningen er så entydig, som de ellers går og siger? Ved nogen noget FARLIGT, som de holder skjult for offentligheden?
Og med det gætværk åbner man for allehånde tolkninger, synsninger og tro. Man kan argumentere for, at Sundhedsstyrelsens handling er harmløs. Man kan mene, at det nok er de færreste, som forvilder sig ind på styrelsens hjemmeside, og hvis de gør, tager man vel ikke skade af en opfordring til at skifte en samtale ud med en SMS eller til at bruge headset.
Vi argumenterer for det modsatte. Altså for, at den type handlinger har skadelige konsekvenser. At de skaber bekymring, tvivl og måske frygt. For hvordan var det nu: Hvis mobiltelefoner ikke er farlige, hvorfor advarer Sundhedsstyrelsen så? Når nu styrelsen advarer, er der nok en grund til det, ikke? Mon forskningen er så entydig, som de ellers går og siger? Ved nogen noget FARLIGT, som de holder skjult for offentligheden? Skal vi i virkeligheden være bange?
Vi stiller spørgsmålet, om nogen i Sundhedsstyrelsen har tænkt på – eller måske endda regnet på – den negative sundhedsmæssige værdi af, at man skaber denne frygt? Vi gætter kækt på et nej, og hører gerne fra dem, der kan modsige os med regnestykkerne.
Kronikken er bragt 1. december på b.dk.
Af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen